Historier om det uforklarlige, om fare og uforståelighed er tilskrevet legender, myter, overtro og religion. At forstå hvad vores forgængere så, hvad de mødte og hvad de troede er som at forstå livet selv – individuelt. Gamle historier er advarsler pakket ind i flotte ord og poesi. Det skulle Mary nok have tænkt over før hun gik ind i skoven.
Skoven var smuk, et lokkende tilflugtssted for det overvældede sind. Intet var sket i hundrede år så hvorfor skulle noget ske nu? Ammestuefortællingerne var bare en måde at holde de små poder tæt på, at sikre sig at man ikke mistede overblikket.

Mary havde da hørt historierne. Hørt om rovdyret i mørket. Om skrigene der genlød i årtier til alt pludselig, blev stille. Til rædslerne gik tilbage i glemslen, men folk hviskede stadig om udyret i mørket. Om øjne der så på en hvis man gik for tæt på skoven.
Trods historierne var byen vokset op på skovens kant. En voksende industri af landbrug med gyldne marker og sunde dyr så langt øjet kunne se mod horisonten. En travl lille by, med hestevogne, leende børn og en konstant duft af nybagt brød. For Mary havde det altid været lidt for meget. Lidt for højt, og lidt for intenst. At være omgivet af mennesker uanset hvor man gik hen, af øjne der altid så en, altid observerede. Af aldrig at kunne trække vejret uden at nogen lyttede. Hun drømte om ensomheden, om stilheden og mørket. Hun drømte om ro, fredsommelighed til at tænke, til at finde ud af hvad hun ville med livet. Hun blev snart tyve, og hendes forældre var opsatte på at hendes liv blev som deres. De var så lykkelige jo. De var så glade for deres børn, deres arbejde og deres sølle lille hus der knirkede sådan så snart vinden nærmede sig. At forstå at Mary ikke ønskede deres liv var umuligt. Hvad mere kunne man drømme om?
At drømme havde altid været Marys passion. Hun kunne tilbringe evigheder i skovens kant, fantasierne ledte hende på en rejse gennem verden, gennem ukendte marker, til store kongeriger hvor alle havde plads nok omkring sig til at være i fred. Hun drømte om fabeldyr, om smukke prinser og prinsesser. Hun drømte om stjerner der faldt og tog hendes hånd – var det for meget at bede om?
Skoven havde altid været et tilflugtssted. Hun havde aldrig brudt reglerne, aldrig krydset grænsen. Altid havde hun siddet på træstubben og stirret ind i skovens ro, velvidende at alle så hende. At alle hviskede om at hun søgte risikoen. Hvis de bare viste.

Det første skridt var svært. Tøvende og usikkert. Hun frygtede at blive jaget, ikke af skoven men af fordomme og frygt. Jaget af generationers frygt, fortalt at hun var dum. At hun ikke var som man skulle være. For hvordan kunne man forstille sig et andet liv end det man levede? Hvordan kunne man tro at andre ikke tænkte som en selv?
De næste skridt gik nemmere, og snart fandt hun sig selv løbende gennem skovens mange træer, underskoven tiltagende omkring hende. Stilheden var befriende, og for hvert skridt følte hun byrden lette. Følte friheden og styrken i sit hjerte stige.
Hun mærkede ikke øjnene der hvilede på hende. Hun mærkede ikke fraværet af lyd, af fugles kvidder og smådyrs raslen. Ville hun være stoppet? Ville hun være vendt om hvis hun så det? Hvis hun lagde mærke til fraværet af liv?

Øjnene var mørke. Forsvundet i mørket fra træernes skygge. Skyggerne der blev lange som solen gik ned langt ude af horisonten. De fulgte pigens frihedskamp. Havde altid fulgt hendes drøm, hendes fraværende stirren ind i deres mørke. De kendte hendes drøm, kendte hendes kvaler. De ville have hende, hendes sjæl, hendes liv. Have hendes varme, hendes kærlighed. De ville have det hele. Et skær af rødt kunne ses dybt i deres mørke.
For hvert skridt hun tog, fulgte de hende. Jo længere hun bevægede sig ind i træernes skygge så de hende tydeligere.
En gren knækkede og Mary stoppede med et sæt. Lyden var hård mod stilheden, et kald fra virkeligheden. Mørket. Stilheden. Følelsen af at blive overvåget. Selv her, i træernes fredfulde lund, kunne hun ikke være alene. Hvordan kunne hun tro at hun kunne slippe? At de ville lade hende gå? At de ville forstå.
Hendes blik søgte mørket. Søgte øjnene hun viste var der. Et lydløst gisp forlod hendes læber som hun spottede det, glødende i mørket. Stirrende, uden at blinke. Lyden af hjerteslag var alt hun hørte. Alt de hørte.

”Frygter du mig?” lyden var knurrende, men blød. Som en spindende kat du ved vil æde dig. Mary svarede ikke men stirrede blot mod mørket som synes at blive tykkere. ”Frygter du friheden?” hviskede stemmen og Mary blinkede. Stemmen var ikke skræmmende. Øjnene var ikke skræmmende. Hvad frygtede hun, ud over det ukendte?
”Nej” hviskede hun og samlede sit mod ”vis dig”
Det sidste skridt blev taget, og en mand stod foran hende. Høj. Mørk. Klædt i skygger og med et brændende blik. Et skær af rødt kunne ses over hans skulder, en kappe der effektivt skjulte hans form, rød som blod og sort i mørket.
”Ved du hvad de kalder mig?” spurgte han og Mary mødte hans blik og nikkede langsomt. ”Rødhætte” hviskede hun og han lo ”jeg har ventet på at en turde sætte sin fod her. En der forstod. En der tør se verden i øjnene. Se dens uligevægtige fordeling. Drømme om et bedre sted” han rakte ud og strøg en lok af hendes hår væk fra hendes kind ”Alle dømmer” hviskede han ”alle tror de ved bedst. Alle forkaster de der tør være anderledes. De der er anderledes” hun følte en kulde, som hans hånd faldt og han vendte sig fra hende ”du har et valg. Du kan forsvinde her, i nat. Lige som så mange andre. Eller du kan følte din drøm. Se en verden du ikke tror er mulig. Men hvis du først åbner dit hjerte, vil du aldrig kunne vende tilbage. Den familie du kender, vil ikke kunne genkende dig” han vendte sig mod hende og rakte hende en hånd ”så hvad vil du. Vil du forsvinde ind i fremtiden? Eller sidde fast i din fortid?”