Af feer at være var Tish ikke specielt spændende. Hun havde ikke den samme klokkeklare latter, de elegante bevægelser eller den kaotiske drillende natur. Ofte sad hun på en træstub når de andre feer legede og drillede sommerfuglene, uden selv at deltage. Tish havde altid følt sig uden for, følt sig anderledes. Det var startet allerede da de skulle sy deres første kjole selv. Alle de andre var kommet med flotte lyserøde, blå og gule blomsterblade, syet i snirklede mønstre med en edderkoppesnor farvet i en helt anden farve. Tish brød sig ikke om det. Alle de farver gjorde hende svimmel.

I stedet havde hun fundet en smuk pragtsnerle i en næsten sort lilla farve, den gav hende følelsen af ro og hun var vældig stolt – hendes mor havde sagt ”nej dog! Ikke sådan en trist farve. Sådan gør man ikke når man er en ægte fe” men uanset hvad hendes mor forslog kunne Tish ikke lide det. Valmuen var for orange. Solsikken for gul, og skønt hun kunne lide farven på den mørke Elefantøre, var den alt for blød og sær at røre ved. Så Tish fik sin vilje, og klædt i sin mørke kjole sad hun som altid og stirrede på de andre.

Klokkeblomsterne klingede og ringede som de andre leende slog til dem. Tish stak fingrene i ørene med en grimasse før hun fløj længere væk, ind i skovens mørke hvor den insisterende latter af de andre falmede i baggrunden.
”Halløj du” sagde en stemme pludselig og Tish var nær faldet ned af den gren hun netop var landet på. ”Oh – hej Hr. Mus” svarede hun med et usikkert smil og musen kravlede lidt mere ud af sit hul og så på hende ”burde du ikke være sammen med de andre feer? I laver altid sådan et vældigt postyr” spurgte han og Tish lod vingerne falde lidt med et suk ”nej.. nej jeg kan ikke finde ud af at være sammen med dem” svarede hun og musen blinkede med sine sorte øjne ”Nå da – hvorfor ikke?” spurgte den og Tish sukkede endnu engang. ”Jeg ligner ikke dem” svarede hun og trak ud i den sorte kjole ”og hvad så?” spurgte musen ”alle mus ligner heller ikke hinanden, det betyder ikke at vi ikke kan ses?”

Tish så forvirret ud ”ligner alle mus ikke hinanden?” spurgte hun og musen rystede på hovedet før den pudsede sine knurhår ”nej da – mennesker kan meget bedre lidt dem med store øre eller lange haler – mig løber de skrigende fra” sagde den, en anelse underholdt. Tish rynkede øjenbrynene ”Det har jeg aldrig lagt mærke til” sagde hun og musen lo let ”der kan du bare se – det er ikke dit udseende der gør forskellen”.

Det fik Tish til at tænke – for hvad var det så? Hun satte sig på grenen og kløede sig i håret. I det samme gyngede grenen så den lille fe nær var faldet af ”Hov, undskyld!” sagde en stemme fra en enorm skygge.
Tish så op og blegnede. Den enorme fugl så ned på hende og lagde hovedet på skrå ”er du bange for mig lille fe?” spurgte den og Tish nikkede ”Du spiser feer!” sagde hun anklagende og fuglen klaprede med næbet ”Nej vist gør jeg ej!” Sagde den og hoppede fornærmet lidt væk ”min bror kragen er kendt for at spise feer, men jeg er en ravn!” sagde den og pustede brystkassen op. Tish så undrende på fuglen ”en ravn?” spurgte hun og fuglen nikkede ”ja – jeg hjælper af og til gamle feer videre, men jeg vil aldrig spise dem” svor den og Tish rynkede øjenbrynene. Hun havde aldrig rigtig snakket med skovens dyr og det var svært at finde ud af hvem der var hvem.
”Hvordan hjælper du dem?” spurgte hun så ravnen og den så nysgerrigt på hende ”jeg flyver dem over floden når deres vinger ikke selv kan mere” forklarede den og Tish spærrede øjnene op ”over floden? Til menneskets land?” spurgte hun og raven nikkede ”men mennesker er ikke glade for mig. De tror jeg er min fætter, rågen! Han larmer så forfærdeligt”

Tish tænkte igen – hvis det ikke var på grund af hvordan hun så ud, eller hvordan hun lød, hvorfor følte hun sig så anderledes? Det var svært at blive klog på. Måske var det bare i hendes hoved hun var anderledes? Men det forklarede ikke hvorfor andre så opførte sig som de gjorde? Det var et mysterium.
”TISH!” hun kunne nu høre sin mors stemme og lettede omgående ”jeg skal hjem, tak for snakken” sagde hun til de to dyr som nikkede muntert og lod hende flyve. Hun spottede sin mor og fløj direkte ind i hendes favn mens hun fortalte om sine nye tanker – måske fløj hun lidt for hårdt.
”Av-Tish-mh” hendes mor smilede og lagde armene om hende ”uanset hvad, vil du altid være dig – og det er godt nok” forsikrede hendes mor hende og Tish smilede. Hvad der gjorde hende anderledes, ville hun sikkert finde ud af en dag. Men for nu var hun glad i sin sikre zone.