Den hede varme lå som et tæppe over den lille landsby i bunden af Grønnedalen. Folket var tidligt ude af sengene for at nå dagens pligter før det blev for sent og varmen ville gøre det svært. Det var en sjælden sommervarme og de gamle hviskede om ændringer som de yngre blot rystede på hovedet ad. Købmanden spant sin kærre for hesten, og kyssede sin hustru og søn farvel før han drog ud på den samme rute som han tog hver eneste måned for at fylde lageret op og sælge hvad folk havde lavet. Det var en lang tur til den nærmeste by, og han ville ikke være hjemme igen før om fire dage, hvis vejret ellers tillod det.
Intet ualmindeligt indikerede at denne tur ville blive anderledes. Solens bagen gjorde vandet sparsomt da både han og hesten hev efter vejret da de nærmede sig middagstid og måtte holde en pause i en skyggefuld lund. Stiltiende konstaterede købmanden at han nok næppe ville nå det inden for den almindelige tidsramme, medmindre skyerne åd solen igen.
Tre dage senere gik turen retur og han holdt atter pause i lunden, knap en dagsrejse fra dalen. Vognen bugnede af nye varer og han så frem til at have sin familie i sin favn igen. Det var disse distraherende tanker der gik igennem hans hoved som han striglede hesten ned, og gjorde klar til at tage af sted endnu engang. Med vognen spændt til hesten satte han sig atter engang på kuskesædet og trak i linerne for at få hesten til at gå, og da så han en skikkelse på bakken. Han kneb øjnene sammen i et forsøg på at vurdere hvad han så, og jo længere han stirrede jo mere sikker blev han på at det var en kvinde. Undrende styrede han hesten til vejen og fik den i hold mens han drejede sig i kvindens retning.
”Hør!” råbte han, og kvinden stoppede forskrækket. Afværgende hævede han hænderne for at vise at han ikke ville hende noget ondt. ”De er frygteligt langt fra alt her ude” forsatte han og kravlede af sædet for at gå hende i møde ”og dette er den forkerte vej fra byen. Ad denne vej finder De intet andet end en simpel landsby og flere ugers gang til næste bymidte” han stoppede et stykke fra kvinden og gestikulerede mod den større by ”den vej er langt bedre” forsikrede han og så mod hesten ”jeg ville tilbyde Dem at jeg kunne hjælpe mere, men jeg er på vej i den anden retning og har folk der venter min ankomst” forsatte han, nervøsiteten og medfølelsen farvede hans stemme. Atter landede hans blik på hende.

Klædt i grå klæder der tydeligt havde været på noget af en tur var det svært at vurdere meget. Han bemærkede dog at hun var højgravid, hvis han sammenlignede hende med sin egen hustrus tidligere graviditet, ville barnet kunne ankomme når som helst. Det var ikke sikkert for hende at være her. Ulve havde det med at jage i lunden og på de omkring liggende stepper. I hånden havde hun en solid vandrestav og et par skovgrønne øjne mødte hans over det grå klæde hun havde viklet om sig for at holde sol og vind ude.
Hvor hun kom fra kunne han ikke gennemskue. Retningen var en direkte linje ud i ingenting, kun skove og spredte sumpområder dækkede de højder så langt han kendte. ”Hvor er De på vej hen?” spurgte han endeligt og kvinden tøvede.
”Ingen steder” hviskede hun og slog blikket ned før hendes hånd ubevist strøg over maven ”jeg leder blot efter et sikkert sted at føde” hendes ord fik ham til at rynke øjenbrynene sammen ”jamen hvor kommer De så fra?” spurgte han og hun så væk ”ingen steder fra”. Så kvinden fra intet, mod intet stod der og så noget så hjælpeløs ud. Han sukkede ”jeg kan tage Dem med til min hjemby, der kan De føde i sikkerhed” sagde han endeligt, dette ville næppe blive populært, da landsbyboerne var frygteligt mistroiske, og ikke stolede på fremmedes intentioner. Dog så han ingen anden udvej.
”Jeg ønsker ikke at belemre Dem gode handelsmand” svarede hun, og en trækning ved hendes øjne indikerede et smil. Han viftede afværgende med hånden ”Det er intet problem. At forsætte her er en dødsdom for Dem og deres barn” sagde han, en ting der fik hendes øjne til at udvide sig en anelse i chok.
Således blev det at han fik kvinden sat på kuskesædet ved sin side og satte kærren i gang igen. Stilheden var tung, og han bemærkede de forrevne klæder, sølet til i hvem viste hvad. ”Hvor længe har De vandret?” spurgte han endeligt, lige inden de passerede passet til landsbyen ”syv måneder” svaret fik ham til at stirre, for hvordan kunne en ensom kvinde leve i syv måneder på landevejen, og så med barn?

Kvinden introducerede sig kun som Falke. Hun svarede aldrig på hvor hun var kommet fra, eller hvorfor hun var på vejen alene og uden mål. Hun var dog meget omgængelig, hjælpsom og selvstændig. I de kommende dage lærte han og de andre landsbyboere lidt om hvordan hun havde overlevet ved at spise bær og modtage almisser fra de mennesker hun havde passeret. Kun denne sidste del af turen havde været uden nogen hjælp og Falke betragtede det som skæbnens tråd at hun var stødt på købmanden da hun havde.
Falke var ikke velkommen, den del var tydelig. Rygterne gik snart, og selvom købmanden og hans hustru gav kvinden husly, var stemningen ikke bedre trods deres anseelse i det lille samfund. Der gik fem dage før barnet så lyset, og Falke bestemte at datteren skulle hedde Alice. Eftersom ingen viste hvad hun ellers kom fra, blev hendes officielle navn Alice Vandrefalk.
Livet i landsbyen var stilfærdigt og i de flestes øjne kedeligt og ensformigt. Alle de unge drømte om at forlade stedet før eller siden, men Falke ønskede brændende at blive. Hun arbejdede hårdt, og blev snart landsbyens dygtigste syerske. Hendes evner med en nål blev kun overgået af hendes evner i køkkenet, og alle søgte snart hendes hjælp eller at smage hendes mad. Rygterne fik en anden lyd, snakken om at hun måtte have kokkereret for adlen selv. Alice var sund og stærk som sin mor. Hun udviklede samme dybbrune hår men hendes øjne blev klare og sølvgrå, med kun en svag tåget grøn nuance hvis solen ramte dem rigtigt. Hun voksede op omgivet af mennesker, og hendes nysgerrighed over gik alle andres. Allerede da hun lærte at gå udforskede hun markerne så snart man så væk, da hun kunne løbe, fulgte hun købmanden helt op til passet tiggende om at han tog hende med så hun kunne se byen. Eventyrlysten var enorm i den lille pige, og jo ældre hun blev jo værre blev det også. Hun deltog i drengenes jagtture når hendes mor en sjælden gang gav sig, men allerhelst fulgte hun købmanden rundt og overdyngede ham med spørgsmål om resten af verden, om byen og menneskerne. Hun lod sig ikke tilfredsstille med hans brummende svar, og havde tilsyneladende ingen fornemmelse for hans træthed over den konstante ordstrøm.

Falke lærte hende at sy, og at lave mad, men hun blev aldrig så god som sin mor. Hun havde altid jord under neglene, sår og blå mærker på sine ben når hun faldt ud af træerne eller faldt over stenene. Selv ikke landsbyens drenge kunne følge med hendes iver for oplevelser. Hun talte aldrig om hvor hun kom fra, og trods datteren kunne sno hende om sin finger, fortalte Falke aldrig hvem hendes far var.
Landsby livet passede måske Falke, men Alice følte at dalen var et fængsel. Hendes udlængsel blev så stor at købmanden endelig gav sig, og forslog Falke at han tog Alice i lære. Lærte hende at handle, da hans søn ingen interesse havde for det alligevel. Så da Alice var 17 år fik hun endelig sit ønske opfyldt – den første tur ud af dalen, og ud i den store verden.

Med de ting Alice havde lært af jægerne, fandt købmanden snart at det var godt hun var med. Han var begyndt at føle sig gammel, og turen til byen blev hårdere at klare alene. Derfor nåede de da også byen i rekordtid, og købmanden klukkede fornøjet som Alice spærrede øjnene op i sådan en grad at de nær var rullet lige ud af hendes hoved. Hun hoppede nærmest i sædet som han førte vognen gennem de slidte gader, hvor utallige mennesker havde deres daglige gang omkring dem. Han synes der var for mange, ingen kendte hinanden og ingen skænkede hinanden en tanke. ”Alice” sagde han da han stoppede kærren på et torv og Alice sled blikket fra en kvinde i farverigt tøj for at møde hans blik. ”Folk her er ikke som hjemme” advarede han og rakte hende et bælte med en lille kniv og en taske. ”De tager og tager, uden tanke på fra hvem. Pas på dig selv. Og vær tilbage inden solen går ned” hans strenge blik blev modtaget med et strålende smil og han smilede varmt som hun slog armene om ham i et kram før hun stak af for at undersøge byen. Han burde lære hende hvordan handlen her forgik, men der ville komme andre dage, og han kunne se at intet han ville lære hende ville sidde fast før hun fik trangen til at se alt stillet.
Det var en markedsdag af dimensioner. Der var åbenbart royalt besøg i byen og vagter patruljerede alle gader hvilket gjorde den aldrende købmand glad – så ville Alice kunne finde sikkerheden nemmere tænkte han. Han gik sin rute for at inspicere de andre boder før alle pludselig stimlede sammen da en karavane af heste skulle passere. Med hænderne i lommerne stod han stille og stirrede på de stolte dyr, de dybrøde farver der svøbte sig om både dyrene og vognene de trak. Folk klappede og hvinede vældigt så købmanden gik ud fra at dette måtte være de royale besøgende. En mand stod i en karret og vinkede til folket. En kvinde og en ung knøs sad på de polstrede sæder og folk nejede som kongen kørte forbi. Købmanden gjorde ikke – han stirrede på de stærke sølvgrå øjne kongen besad og mærkede uroen brede sig i kroppen.